Købstadsjubilæum

Glæd dig til at fejre vores by

Publiceret 08-02-2024

Thisted fylder 500 år. Det skal markeres med en fejring af fortiden, nutiden og fremtiden. Det sker i uge 32, og du skal være med.

Det skal markeres, at Thisted runder 500 år som købstad. Derfor sætter Thisted Kommune alle sejl for en folkefest, der skal favne både historien, nuet og den by, thyboerne ønsker for fremtiden.

Under overskriften ”By Liv By: By skaber liv – Liv skaber by” skal uge 32 bugne af forskellige initiativer og aktiviteter for alle aldre. Der er nedsat en projektgruppe, hvor der sidder repræsentanter fra både kommune, erhvervs-, handels- og kulturliv og foreløbigt har de fokuseret på programmet for weekenden i uge 32.

- Med Store Torv som centrum for festen kommer der en masse musik på programmet. Vi får besøg af gode navne, og vi har sat et bredt program sammen, som appellerer til forskellige aldersgrupper, så det er målet, at der er noget for alle, siger Susanne Tjørnelund Meisner, der er sekretariatschef i Thisted Kommune og formand for projektgruppen.

Brug for alle

Derudover er gruppen gået bredt ud med et ønske til foreninger, organisationer, butikkerne og andre om at byde ind med aktiviteter, der kan blive en del af programmet i jubilæumsugen.

De forhåbentlig mange bud samles ind frem mod den 1. marts, hvorefter det endelige program bliver strikket færdigt.

Det forklarer Susanne T. Meisner:

Vil du være med?

Thisteds 500-års købstadsjubilæum afholdes i august 2024 i uge 32.

Bidrag til programmet.

Kontakt os

 

- Vi vil skabe en byfest for alle, som centrerer sig om købstaden Thisted, men som også inddrager de omkringliggende byer. Fejringen skal være båret af fællesskabet og det stærke initiativ der findes i Thy. Vi vil skabe en folkefest, hvor thyboerne ikke kun er tilskuere men også aktive med skabere af festlighederne.

Kong Frederik får invitation

Samtidig er det vigtigt, at jubilæet bliver et kig ind i fremtiden. Det slår borgmester Niels Jørgen Pedersen fast.

- Der skal stå noget tilbage, når vi er færdige. Noget bæredygtigt. Ud over at fejre den by, vi har i dag, er festlighederne en anledning til at sætte spot på, hvad det er for en udvikling vi ønsker for byen i fremtiden. Der er en sammenhæng mellem byen, der skaber liv, og livet, der skaber byen. Byen skal bruges, men også være attraktiv at bruge. I dag tager vi handel som en given del af byen, men det kræver, at vi selv er en del af det, og det er et fokus, vi gerne vil bruge anledningen til at løfte, siger Niels Jørgen Pedersen om planerne.

Der blev sidste år sendt en invitation til afsted til den daværende Kronprins Frederik. Han er som bekendt siden blevet Kong Frederik 10., og kommunen sender derfor nu en ny invitation afsted i håbet om, at Kongehuset vil være med til festen.

Kommunens budget for fejringen af købstadsjubilæet er på 1,25 mio. kroner.

Ledelsessekretariatet

Kontakt
S: Asylgade 30
O: 7700 Thisted

Købstaden

En købstad var en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier.

De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk i byen.

Bønderne havde ikke sådanne rettigheder.

Det var Kong Frederik den Første, som gav Thisted status af købstad og hovedby.

Thisted fik sine privilegier som købstad den 10. august 1524.